HVOLBÆKGÅRD

Hvolbækgård ligger i landsbyen Hvolbæk mellem Odder og Skanderborg. Her bor Jytte og Uffe Stougaard i stuehuset, og i staldene og hønsegårdene har de 12.000 høns. Hønsene er delt op i fire flokke på hver 3.000.

Til gården hører 42 hektar jord, svarende til cirka 60 fodboldbaner, hvor Uffe blandt andet dyrker korn og en blanding af byg og ærter. Den blanding er rigtig god som grovfoder til hønsene. De elsker at rode efter de bedste bidder i blandingen, og grovfoderet er godt for deres fordøjelse.

Økologisk siden 1998

Lige siden 1998 har Uffe og Jytte drevet Hvolbækgård økologisk.

– For mig er noget af det gode ved økologi at vi er fri for pesticider på markerne. Det er godt for miljøet. Det er også godt for hønsenes velfærd at de er økologiske. Blandt andet fordi de så kan gå ud i fri luft, fortæller Uffe. .

Han og Jytte har plantet poppeltræer og æbletræer i hønsegårdene, og langs hegnene har de plantet læhegn med mirabeller og andre træer. Hønsene er rigtig glade for de æbler og mirabeller der falder ned fra træerne sidst på sommeren og om efteråret.

I den lille video herunder kan du se hønsene strømme ud i hønsegården når der bliver åbnet for dem om morgenen.

STALD DATA