I Kvong mellem Tarm og Varde driver Brian Pagaard sit økologiske landbrug med i alt 13.500 høns. Hønsene er delt op i fem flokke. Tre flokke har hver sin afdeling i det ene af to hønsehuse, i det andet hønsehus er der to flokke. Hønsene passes af Brian selv sammen med en medhjælper på halv tid.
Dyrevelfærden er det gode ved økologi
– Dyrevelfærden er det gode ved at hønsene er økologiske. Jeg kan godt lide at hønsene kan gå udendørs og at de i det hele taget har et godt liv. Økologiske høns får også grovfoder som er godt for deres fordøjelse og giver dem noget at rode i som det er deres natur, siger Brian.